Åbningstider

Varehuset
Mandag-fredag

Kl. 8.00 - 20.00

Lørdag/søndag Kl. 8.00 - 18.00
Bagerudsalget
Mandag-fredag Kl. 7.00 - 20.00
Lørdag Kl. 7.00 - 18.00
Søndag Kl. 8.00 - 18.00
Fiskebutikken
Mandag Lukket
Tirsdag-torsdag Kl. 8.00 - 18.00
Fredag Kl. 8.00 - 19.00
Lørdag Kl. 8.00 - 16.00
Søndag Lukket

Kvickly har lukket 1. januar - skærtorsdag - Langfredag - Påskedag - 2. Påskedag - St. Bededag - Kr. Himmelfartsdag - Pinsedag - 2. Pinsedag - Grundlovsdag - 24. december samt 1. og 2. juledag.

Bestyrelsens beretning 2014

Bestyrelsens beretning 2014. Generalforsamling 21. April 2015

Lillerød Brugsforening/ Kvickly Allerød.

Velkommen til vores årlige generalforsamling, her i Lillerød Brugsforening/Kvickly Allerød.

På en generalforsamling kan medlemmerne få indsigt i hvordan det går i forretningen og hvordan den udvikler sig og her vælger vi også den bestyrelse der skal varetage jeres lokale interesser.

Både Coop, og de selvstændige brugsforeninger (hvilket vi er her i Allerød, med en franchice aftale med Coop) er 100% ejet af medlemmerne. Der er altså ingen aktionærer, der skal have udbytte af forretningen. Jeres Coop kort beviser at I er medejere af vores brugsforening og vores opgave er at give medlemmerne særlige fordele.

Som lokal bestyrelse er vi også med til at vælge til Landsrådet, som er den øverste landsdækkende forsamling i Coop, her tages de større strategiske beslutninger.

Som medlemmer er I altså sikret indflydelse på Coop via et repræsentativt demokrati.

Jeg er i vores distrikt, valgt medlem til Landsrådet, som holder møder 2 gange om året, tidligere var der kongres en gang om året.

Allerød.

I Allerød er konkurrencen skærpet.

Inden for det seneste halvandet år er 2 nye Rema butikker åbnet, det er årsagen til at vi som landets næststørste Kvickly varehus - opererer med et indeks lige under 100. 

Jeg vil lige huske at nævne, at vi her i Allerød by i 2014 af handelsforeningen blev valgt til årets butik, det er vi stolte af. Endnu mere stolte blev vi for en måned siden hvor vi igen kunne modtage den fornemme titel som årets butik 2015.

Vi ser ikke den øgede konkurrence som et negativ, men vi mener det drejer sig om at fastholde byens position som et attraktivt indkøbssted, med kunden i centrum.

De årlige kundemålinger viser tilfredshed, dette mener vi hænger sammen med den vækst, som Kvickly Allerød arbejder med. Her tænker vi modernisering af butiksnettet, kvalitet og inspiration.

Kvickly kæden(de Coop-ejede) i hele landet kommer for første gang siden etableringen af kæden i 1961, ud med et +regnskab.

I Coop har man i 2014 lagt en ny strategi for de kommende år. Med titlen ”sammen om bedre mad” tager vi vores del af ansvaret for at udvikle en dansk madkultur, med vægt på kvalitet frem for kun billige priser og discount.

Lokale varer.

Her i butikken handler vi med mange lokale varer fra mindre leverandører bl.a: fra Klostergården, Øllingegaard Skævinge, Comwell Borupgård hvor køkkenchefen i sit køkken, fremtryller delikatesser til bl.a. vores butik. Vi har herudover også et godt samarbejde med Hansen is, lokal honning-avlere, varer fra Bornholm og mange andre.

Aktiviteter.

 I 2014 har Kvickly Allerød haft mange aktiviteter for vores medlemmer og kunder.

Fastelavnsfesten blev også i 2014 afholdt sammen med Handelsforeningen og samme dag startede Kvickly deres fødselsdagsfest. I den anledning var der morgenbord til de morgenfriske og om eftermiddagen kakao og fastelavnsboller.

Marts måned var også der, hvor vi købte to biograf forestillinger i vores lokale biograf, en til børn og en til de voksne, billetterne blev solgt til halv pris.

Vores forbrugeraften om Madspild, faldt også i marts. Birte Brorson gav de fremmødte en peptalk, med masser af ideer til, at få bugt med madspildet.

I foråret lagde vi også hus til hjerteforeningens 3 Hjertestop kurser.

Snaps til alle byens plejehjem, leverede vi på Valdemarsdag som sædvanligt.

Vi havde i september besøg af Hansen Is, et medlems arrangement der tiltrak mange slikmunde og der blev smagt på masser af lækker is.

Til Vinaften i november, bød vi på oversøiske vine, som sædvanlig var det en vellykket aften med fuldt hus.

I December blev der hængt julesokker op til den store guldmedalje, om så det var til kæledyrene, så var der også hængt sokker op til dem. Julemanden hyggede om børnene, og der var Gløgg og æbleskiver til alle den sidste søndag inden jul, og ikke at forglemme, havde vi engageret nogle musikskole elever til at spille julemusik uden for butikken.

 Vi sendte også slik og pebernødder ud til de danske soldater i Camp Bastion i Afghanistan(Operation Skriv hjem).

Der blev i årets løb også holdt flere Øl arrangementer som alle samlede rigtig mange deltagere.  Kvickly Allerød er kendt i hele landet for sit meget store udvalg af Special øl.

Point.

De sidste 14 dage i november og alle søndage i december kunne medlemmerne betale med deres opsparede point.  Ca. 60 til 70 % af medlemmernes opsparede point blev omsat til lækker julemad og gaver ved denne lejlighed.

Vi har også hen over året haft flere dage hvor vi har givet 20 % på alle vores varer, hvilket forståeligt nok har været rigtig populært, Black Fridayi november havde skarpe priser i butikken og 20 % på vin og spiritus.

Medlemmer.

For andet år i træk har Coop fået omkring 100.000 nye medlemmer, ved årsskiftet havde Coop og Brugsforeningerne tilsammen 1,5 mio. medlemmer. I vores butik har vi Ca. 11.000 medlemmer, vi vil gerne gøre ejerne (det vil sige medlemmerne) til endnu mere ejere, ved at involvere jer lige her i den lokale butik.

COOP Bank.

Coop Bank som blev etableret i 2013 er kommet godt i gang, banken blev kåret til det bedste bank-brand i 2014, af analyseinstituttet You-Gov, dertil kommer, at Coop bank er den bank som tredje flest danskere ville vælge, hvis de skulle skifte bank.

Banken har nu 43.000 kunder og fokus er forsat, at få nye kunder samt især at øge bankens udlån til eksisterende kunder.

Skolekontakten.

I Coop´s foreningsbestyrelse afsatte man i 2014 ca. 18 mio. kroner til samfundsnyttige projekter, blandt andet til at fremme børns sundhed under navnet GoCook.  Skolekontakten har bedrevet den absolutte største skoleaktivitet i Danmark, Ikke mindre end 158.000 børn var i 2014 med da Coop havde GoCook på skolerne i efteråret. Faktisk var 3 ud af 4 af alle landets skoler med. Der blev uddelt 6.600 smagekasser med råvarer kvit og frit til skolerne gennem vores butikker. Rundt omkring i hele landet foregår der også mange aktiviteter, som man ligesom os selv finansierer.

Samvirke.

Samvirke, som Coop udgiver hver måned, er et meget populært magasin, andre trykte medier går tilbage, men samvirke er igen gået frem og har nu over 1,1 mio. læsere. Samvirke udgiver også bøger, bl.a. er der kommet 8 nye kogebøger, men også bøger om vin, om kroppen og om løbetræning.

Succesen med at genoplive salget af FDB-møbler er blevet fulgt op med bogen: En lys og lykkelig fremtid - historien om FDB-møbler.

Det er også Samvirke der står bag det nye vinmagasin ”Vin & Co”, som kommer 4 gange om året. Vinmagasinet er gratis for alle.

Sundhed/miljø.

I Coop bliver der arbejdet systematisk med et forsigtighedsprincip.                                        Det betyder at Coop udfaser og erstatter kemikalier, som er under særlig mistanke for at påvirke miljøet eller vores sundhed, noget af det der i 2014 er taget stilling til er: Hormonforstyrrende stoffer i vådservietter, ukrudtsmidler, fluorforbindelser, skyllemiddel, emballage og dyrevelfærd.

Projekter i Kvickly Allerød 2014.

Vi har i 2014 haft gang i mange projekter, det kan vi, fordi der er en sund økonomi i Lillerød Brugsforening og vi har alligevel sluttet året med et fint overskud på 3.935.788 kr. hvilket bestyrelsen er rigtig godt tilfredse med og vi foreslår overskuddet henlagt til nogle af de nye tiltag, vi har i støbeskeen.

Nogle af de projekter vi har haft på tapetet i 2014 er udskiftning til led spots i varehuset og led belysning i varekælder og parkeringshus - det vil på sigt give en større strømbesparelse. Der er lagt nyt gulv i vinafdelingen ligesom der er opsat nyt inventar som har givet lidt mere plads, bredere gange ved øl og vand, sund og smuk har fået en central plads i butikken, isenkram og tekstil er blevet lidt mindre, da vi ikke har mulighed for at bygge større butik, må vi bruge de kvadratmeter vi har til rådighed på bedste måde, både for os og for kunderne. Mærkevarer som Cottonfield og Jackpot forhandles nu i butikken, og er blevet taget godt imod af kunderne. Vi har fået bedre og mere skiltning i butikken, der er blevet gård miljø med salg af træer og lignende ved P-pladsen bag butikken.

Vi fik omdelt en folder om Kvickly Allerød i foråret med hjælp fra nogle af vores unge sponsor modtagere. Vi bruger op mod 1 mio. kroner om året på at støtte sportsklubber, foreninger og diverse aktiviteter. Når vi støtter får vi også noget tilbage, medlemmerne i de pågældende klubber og foreninger bliver mere loyale og Kvickly integreres tættere i det lokale liv.

Vores nethandel firma, Osuma, er i fremgang, Fisk – Bageri – og Delikatesse er også at fremhæve, som meget besøgte afdelinger. Ligesom man i delikatessen kan købe færdigretter lige til at varme i Micro ovnen, det er vores kok Bente og hendes personale, der hver dag fremstiller de lækre retter.

Personale.

Den største styrke vores varehus har, er alle de gode medarbejdere vi har, og fælles for alle er, at de gør en fantastisk indsats, alle kender deres opgaver og har derfor frie tøjler til at passe deres arbejde, de kender kunderne og huset, og alle forstår budskabet om at sætte kunden i centrum. Derfor er der også mange der har været her i mange år.

Også i år har der været et par 25 års jubilæer, nemlig Lisbeth Møller, i kiosken og Kurt Jakobsen fra lageret. Anja Borggren har erstattet Lisbeth Møller som medarbejderrepræsentant i vores bestyrelse.

På grund af flere tyverier og forsøg derpå, har vi købt ekstra vagter i en periode hen over sommeren, til tryghed både for kunderne og personalet.

Fremtiden.

Vi har rigtig mange ønsker for fremtiden, bl.a. vil vi gerne renovere bagerdisken, så den bliver mere brugervenlig både for kunder og personale. Vores varegård trænger til en større ombygning, med et ekstra køle/fryseanlæg, så det bliver lettere at modtage varer til butikken. Vi vil også gerne investere i en OK tank og har kontakt med kommunen om et grundkøb dertil. Det er også vores ønske at gøre mere for kulturen i Allerød, så det arbejder vi også på. Her først på året har postvæsnet opsat en pakkepost boks på vores grund, mellem forretningen og parkerings huset, så det bliver let at hente post.

Jubilæum 2016.

2016 bliver året hvor Lillerød Brugsforening fylder 100 år og det vil vi selvfølgelig gerne fejre. Vi har allerede mange gode ideer, men hvis der er nogle der eventuelt ligger inde med nogle gamle billeder eller andet spændende fra ”fortiden” vi kunne bruge i den forbindelse, er vi meget interesserede, da vi allerede efter sommerferien går i gang med planlægningen.

Til slut vil jeg og den øvrige bestyrelse gerne sige tak til vores dygtige personale for deres store indsats i 2014.

Ligesom jeg som formand, vil takke mine bestyrelseskollegaer for et rigtig godt samarbejde i året, der er gået.