Åbningstider

Varehuset
Mandag-fredag

Kl. 8.00 - 20.00

Lørdag/søndag Kl. 8.00 - 18.00
Bagerudsalget
Mandag-fredag Kl. 7.00 - 20.00
Lørdag Kl. 7.00 - 18.00
Søndag Kl. 8.00 - 18.00
Fiskebutikken
Mandag Lukket
Tirsdag-torsdag Kl. 8.00 - 18.00
Fredag Kl. 8.00 - 19.00
Lørdag Kl. 8.00 - 16.00
Søndag Lukket

Kvickly har lukket 1. januar - skærtorsdag - Langfredag - Påskedag - 2. Påskedag - St. Bededag - Kr. Himmelfartsdag - Pinsedag - 2. Pinsedag - Grundlovsdag - 24. december samt 1. og 2. juledag.

Bestyrelsens beretning

Bestyrelsens beretning for 2017 er nok lidt mere afdæmpet end sidste år, hvor vi  fejrede foreningens 100 års jubilæum, og alligevel har der været store forandringer i gang også i 2017.  Vi ønsker til stadighed at vores butik skal være opdateret og indbydende for kunderne.

Vi fik ny mælkeafdeling i starten af 2017, hvor der kom låger foran kølerne. Dette skulle gerne mindske butikkens energiforbrug de kommende år.

Vores Sund og Smuk afdeling har også fået en forskønnelse, så varerne her præsenterer sig endnu bedre.

Området ved delikatessen blev udvidet for at skabe mere plads til kunderne.

Vi har fået nyt større blomsterudvalg efter at butikken har indgået samarbejdsaftale med Remar Blomster.

Vi håber at forandringerne har glædet jer kunder lige så meget som personalet.

Vores butik mærker også konkurrencen i dagligvarebranchen, og specielt kundernes forbrugsmønster, som ændrer sig hastigt. Det går godt i Danmark og kundernes/jeres husholdningsbudget eller rådighedsbeløb stiger støt. Det er derfor blevet meget almindeligt, især i vores del af landet, at spise ude en eller flere gange om ugen eller købe færdigretter eller retter, der kræver et minimum af tilberedning.

Som eksempel kan jeg nævne vores nytårsmenu. Vi fik 300 bestillinger og det var 100 mere end året før. Og Kvickly Allerød er jo ikke de eneste der leverer nytårsmenuer.

Hvor mange af jer fik mad leveret nytårsaften?

Måltidskasser er også et marked som stiger hastigt. Tænk bare på Coop.dk, Nemlig, Årstiderne, Ret Nemt og Osuma.   Kvickly Allerød pakker varer til Osuma hver dag. Varer som leveres direkte til forbrugerne.

Ole og de øvrige medarbejdere arbejder til stadighed med at imødegå disse forandringer i forbrugsmønstret og tilpasse vores sortiment til denne efterspørgsel.

Fra bestyrelsen skal der lyde en stor tak til alle medarbejdere for en stor indsats i 2017 og en stor tak til vores medlemmer for jeres loyalitet.


Ud over vores egen lille butik er vi også del af et større fællesskab COOP.

Coop-kortet er beviset på, at du er medlem og dermed medejer af vores brugsforening. Via brugsforeningens medlemskab af Coop er du også medejer af Coop som koncern.

I dag er vi mere end 1,7 milloner medlemmer, heraf har Lillerød Brugsforening ca. 11.000 medlemmer.

Fællesskabet er det, der adskiller os fra de fleste andre virksomheder og det er med til at gøre vores butik til noget helt særligt.

Ud over at drive god og ansvarlig forretning for alle kunder, er det vores opgave, at give vores medlemmer særlige fordele og indflydelse. Som medlem får du bonus og personlige tilbud, når du handler og bruger Coop app’en eller viser dit medlemskort. Som medlem får du også helt gratis Samvirke, som er et foreningsblad med relevant stof om mad, sundhed og forbrug.

Som lokal bestyrelse er vi med til at vælge landsrådet, som er den øverste landsdækkende forsamling. Landsrådet træffer de større strategiske beslutninger, som eksempelvis at stifte en bank for medlemmerne.

Coop har i 2017 fået mere end 70.000 nye medlemmer, som alle er sammen om at eje Coop.  

Vi er rigtig mange ejere af Coop og det betyder, at vi kan opnå rigtig mange ting i fællesskab.

Sammen kan vi 

    • … udvikle vores madkultur
    • … få endnu bedre mad og varer på hylderne
    • … mindske madspild
    • … forbedre dyrevelfærd
    • … mindske kemien i hverdagen
    • … gøre visioner til virkelighed for lokale fødevareproducenter.

 Blot for at nævne nogle af de områder, Coop arbejder med.

Husk at I altid er velkomne til at tage fat i os i bestyrelsen, hvis I har forslag til nye tiltag, idéer til arrangementer eller bare vil vide mere om, hvordan det går med jeres egen butik.

I Coop har vi et medlemsprogram, hvor formålet er, at gøre det endnu nemmere og billigere for medlemmerne at få bedre mad og måltider.

I 2017 fik vores app et regulært gennembrud, og over 800.000 danskere har indtil videre hentet app’en og bruger den til at tjekke tilbud, få inspiration til madlavningen, betale i butikken og til at holde styr på bonerne.

App’en giver mulighed for, at I som medlemmer kan modtage gode lokale tilbud fra butikken og nyheder og invitationer fra os i bestyrelsen direkte på jeres telefon.

Her i vores butik er det nu mere end 33% af medlemmerne, der har hentet app’en.

Butikken gør en stor indsats for at hjælpe alle, der gerne vil i gang med at bruge app’en

Er der nogle af jer, som endnu ikke er kommet i gang med at bruge app’en, så vil vi i bestyrelsen også meget gerne hjælpe jer i gang.

Har man ikke en smartphone, er det mulig at se og aktivere sine personlige tilbud på sin PC – login på coop.dk/medlemstilbud

Vi har også medlemmer, som foretrækker at bruge deres plastic medlemskort som hidtil, og det virker naturligvis, som det plejer.

Som aktiv i Coops forening er der masser af muligheder for at uddanne sig og få ny inspiration til forenings- og bestyrelsesarbejdet.

Vi får mere end 200 kursustilbud om året, og sidste år deltog omkring 3.000 bestyrelsesmedlemmer i de mange kurser fra Coop eller Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening, BA. (Vi er i alt ca. 3.700 bestyrelsesmedlemmer i brugsbevægelsen).

Nye muligheder for medlemmer

Som noget nyt kan I som medlemmer af Coop også deltage i nogle af Coops kurser, inspirationsarrangementer og debatmøder - selvom I ikke er valgt til en lokal bestyrelse eller på anden måde er aktive i brugsbevægelsen.

I det kommende år har medlemmerne mulighed for at deltage i:

 

    • Kan du smage, hvor kaffen kommer fra?
      Bliv klogere på kaffe fra hele verden og lav den perfekte kop. Smag dig klogere og få et indblik i de udfordringer og muligheder, som kaffebønderne i Kenya står over for.

 

    • Debatter om økologi, madspild og emballage

 

    • Samvirke på tur:
      Kom og deltag i en spændende debat om fremtidens mad sammen med Samvirkes redaktion. Hvad kommer maden til at bestå af? Og vil insekterne nogensinde krybe op ad menukortet?

Noget af det, vi kan være stolte af som medlemsejet virksomhed er, at Coop – og dengang vi hed FDB - altid har været bannerfører for ansvarlighed. Vi var først med økologi, og vi går forrest i kampen mod farlig kemi, hvor vi gør, hvad vi kan, for at holde problematiske stoffer væk fra hylderne.

Igen i 2017 prioriterede foreningen Coop at fremme ansvarlighedsarbejdet i Coop, og foreningen har støttet indsatsen med 18 millioner kroner. På den måde hjælper vi forbrugerne med at træffe de gode valg, hvad enten det gælder økologi, dyrevelfærd, sundhed, kemi, handel med tredjeverdenslande – eller bare at få lidt mere kvalitet eller smag for pengene.

Når du handler i vores butik, er du med til at skabe overskud til samfundet.


    1. Kampen mod skadelig kemi
      Vi fik i 2017 det såkaldte ”beskidte dusin” væk fra Coops egne varer.
      Siden 2016 har Coop arbejdet strategisk for at udfase 12 kemikaliegrupper fra vores egne varemærker. Det er problematiske kemikalier, som indtil videre er lovlige. Det, vi kalder ”det beskidte dusin”, er nu helt ude af alle varer i Coops egne omtankemærker Änglamark, Irmas Økologiske Hverdag og 365 Økologi.
      I slutningen af året udskiftede vi skruelåg på alle glas i disse mærker, så de ikke længere indeholder det hormonforstyrrende stof BPA. I 2018 vil lågene på resten af Coops egne varemærker følge trop.
      Trods de store fremskridt mener vi stadig, at der er meget at arbejde med på kemikalieområdet.


Vi mener, at lovgivningen skal følge med, så forbrugerne er sikret bedst muligt mod stoffer, der er under mistanke for at være sundhedsskadelige.

I efteråret afleverede vi over 21.000 underskrifter til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg med opfordring om at skærpe lovgivningen på området og forbyde en række stofgrupper. Forhandlinger førte efterfølgende til flere skridt i den rigtige retning, bl.a. bevilling af midler til forskning i cocktail-effekter.

I løbet af 2018 vil Coop sætte nye mål og arbejde sammen med leverandørerne for, at vi får endnu bedre og kemi-fri varer i andre varemærker.

 

    1. Vækst i økologi
      Coop arbejder på at ”gøre Danmark dobbelt så økologisk” og salget vokser markant år for år. Land og by, ung som gammel, - stort set alle kundegrupper lægger mere økologi i kurven, end de gjorde få år tilbage.

 

    • I 2017 introducerede vi 870 nye økologiske varer i Coops kæder
    • Salgsandelen af økologiske varer steg 16,5 %, så det økologiske salg nu udgør over 12 % af Coops samlede omsætning af fødevarer
    • Oktober 2017, som vi sammen med Danmarks Naturfredningsforening omdøbte til Øktober for at sætte særligt fokus på økologiske varer som en måde at reducere brugen af sprøjtemidler, blev den mest økologiske måned i Coops historie.

 

    1. Dyrevelfærdsmærket:

Med ”Dyrevelfærdshjertet” vil Coop motivere producenterne til at løfte dyrevelfærden. Derfor giver vi kun et hjerte, hvis dyrevelfærden ligger markant over dansk lovgivnings krav om opdræt af dyr.

De første 100 produkter med Dyrevelfærdshjertet var i november 2016 klar til kunderne i Coops 1200 butikker og på coop.dk MAD indenfor svinekød, kyllinger, mælk, æg og oksekød (fra malkekvæg) og siden da er vi kommet med yderligere 400 varer med mærket på.

Du kan finde varer med dyrevelfærdshjerter på indenfor mejeri, oksekød, svinekød, kylling, kalvekød og æg samt forarbejdede varer.

Vores kunder har taget godt imod mærket i det forløbne år, og salgsandelen af dyrevelfærdsmærkede varer er steget med 6,5 % i forhold til 2016.

Dyrevelfærdens stigende betydning for kunderne ses også på hylden med æg. Salget af buræg har længe været dalende, og nu har Coop taget konsekvensen og meldt buræg helt ud af sortiment i alle kæder per 1. januar 2018.

GoCook skaber madglæde og maddannelse
Vores butikker og bestyrelser på tværs af landet har i mere end 10 år samarbejdet med skoler over hele landet for at give børn flere og bedre oplevelser i køkkenet.

Coops Skolekontakt er Danmarks største private skoletjeneste og hjælper grundskoler over hele landet til gennemarbejdede materialer om forbrug og madlavning.

Den største indsats over for skolerne er GoCook, hvor formålet er at inspirere børn til at lave mad.

Om Smagekassen:

I alt 155.000 skolebørn på 3 ud af 4 skoler i Danmark arbejdede i november måned med årets GoCook smagekasse, der satte fokus på sunde madpakker og snacks med materialer og varer, som lærerne har hentet i Kvickly, SuperBrugser og Dagli’Brugser over hele landet.

Kvickly Allerød har også i år udleveret smagekasser til flere af kommunens skoler.

Vi kan være stolte af, at vi som medlemmer er med til at støtte, at Coop hvert år sender tusindvis af skolebørn fra 4.-7. klasse i skolekøkkenerne med ca. 50 tons gratis råvarer, undervisningsmaterialer og opskrifter.

Om GoCook on Tour:

En anden vigtig aktivitet i GoCook er ”GoCook on tour”, hvor GoCook-mobilen ruller rundt til butikker i hele landet. Det særlige ved ”touren” er, at den samler butik, bestyrelse og lokale skoler om madlavningen. 
 

Vores formål med GoCook er at skabe en generation af børn og unge, der er bedre til at lave mad end deres forældre. Vores aktiviteter gør børn nysgerrige og modige på ny mad – og det giver samtidig et fagligt løft i skolen.

I Kvickly Allerød havde vi besøg af GoCook on tour i oktober, hvor elever fra Ravnsholtskolen bagte pizza’er. Det var et vellykket arrangement med glade kokke.  Måske var I forbi og få en smagsprøve?

Ud over Go Cook har vi i Allerød også haft medlemsarrangementer.

Karen Marie Lillelund besøgte os i Marts og talte om stress, humor, arbejdsglæde og janteloven.

Juleølsmagning, portvinssmagning og ølsmagninger har også været populære medlemsarrangementer i 2017.

I dag har I alle sammen fået en dækkeserviet, hvor I kan komme med konkrete forslag til nye initiativer i og omkring butikken og idéer til, hvordan vi som bestyrelse bedst kan komme i dialog med dig og vores andre medlemmer.

Vi vil gerne opfordre jer til at skrive jeres idéer og forslag på dækkeservietten.

Når du har udfyldt sedlen med dine forslag, må du meget gerne rive flappen af dækkeservietten og aflevere den til os i bestyrelsen.

Hvis du kunne tænke dig at være med til at finde på og arrangere nye aktiviteter i løbet af året, så skriv gerne dine kontaktoplysninger ned, så vi kan kontakte dig på et senere tidspunkt.


Alle Coops medlemmer har mulighed for at engagere sig og få indflydelse på Coop og arbejdet i andelsforeningen.

For mange af os, er det vores lokale butik, der er omdrejningspunktet for vores engagement. Det er her, vi primært er aktive. Og det er her, vi er med til at gøre en forskel.

Coop er også en landsdækkende brugsbevægelse og udviklingen af Coop har betydning for os alle og alle vores medlemmer.

Vi har brug for de bedste kandidater til landsrådet, fordi landsrådet har indflydelse på de store linjer i Coop. Vi har brug for kompetente medlemmer, der har store ambitioner på vores organisations vegne.

Vi er så heldige at have vores lokale landsrådsmedlem her i Allerød i form af Irene Nielsen, som stadig arbejder for medlemmernes interesser der.


  •  Halvdelen af medlemmerne i Landsrådet er på valg hvert år

     

    Hvad laver landsrådet?

    Landsrådet er Coops øverste myndighed og...

  • varetager medlemmernes interesser i forhold til de selskaber, Coop driver

  • vælger Coops formand og de andre medlemmer af Coops øverste bestyrelse

  • er i dialog med Coops daglige ledelse

  • diskuterer det, der er vigtigt for medlemmerne:

    God forretning. Ansvarlighed. Medlemsprogram. Bedre mad. Udvikling af Coop.


Landsrådet har indflydelse på de store linjer: Landsrådet godkender Coops regnskab og ændringer af foreningens vedtægter og behandler forslag fra lokale bestyrelser

Samvirke er et af Danmarks største og mest populære magasiner, og alle Coops medlemmer kan hver måned få magasinet gratis. På den måde er Samvirke en del af den værdi, som 1,7 mio. medejere får tilbage som deres andel i overskuddet.

Samvirkes er Coops medlemsblad med relevant stof om mad, sundhed og forbrug og udspringer af Coops idé om at oplyse forbrugerne. 

Vi opfordrer vores medlemmer til at tage Samvirke med hjem, både fordi det er et magasin af høj kvalitet, og som har høj troværdighed – og også fordi Samvirkes høje oplagstal er med til at understøtte annonceindtægterne, og dermed at vi har et godt medlemsblad.

Det var mange ord. Vi vil i bestyrelsen rigtig gerne høre, hvad I som medlemmer mener om vores indsats og om butikken.

Som bestyrelse er vi valgt til at være jeres repræsentanter i butikken og jo mere input vi får fra jer, jo mere kan vi være opmærksomme på, hvad der er vigtigt for jer og bedre varetage jeres interesser som medejere.

Har I spørgsmål, så er I naturligvis velkomne til at stille dem til os.

I er også altid velkomne til at kontakte os, hvis der er noget, vi skal være obs på, hvis I har gode idéer til nye tiltag eller hvis I har ris eller ros.