Åbningstider

Varehuset
Mandag-fredag

Kl. 8.00 - 20.00

Lørdag/søndag Kl. 8.00 - 18.00
Bageriudsalget
Mandag-fredag Kl. 7.00 - 20.00
Lørdag Kl. 7.00 - 18.00
Søndag Kl. 8.00 - 18.00
Fiskebutikken
Mandag Lukket
Tirsdag-torsdag Kl. 8.00 - 18.00
Fredag Kl. 8.00 - 19.00
Lørdag Kl. 8.00 - 16.00
Søndag Lukket

Kvickly har lukket 1. januar - skærtorsdag - Langfredag - Påskedag - 2. Påskedag - St. Bededag - Kr. Himmelfartsdag - Pinsedag - 2. Pinsedag - Grundlovsdag - 24. december samt 1. og 2. juledag.

Bestyrelsens beretning

Også i 2018 har vi mærket, at vores kunder har flere penge til forbrug og gerne vil spare tid på daglige indkøb og madlavning. Efterspørgslen efter nemme måltidsløsninger stiger til stadighed. Vi mærker i høj grad konkurrencen fra udbydere af måltidskasser, dagligvarehandel på nettet og at vores kunder i stigende grad spiser ude.

Samtidig er udrulningen af Coop’s nye økonomisystem stadig i fuld gang, og det koster de enkelte butikker store IT omkostninger. En stor butik som Kvickly Allerød betalte sidste år 0,5 mio. ekstra til udrulningen af det nye IT system. Vi anslår at vores IT bidrag vil stige med 0,5 mio. om året de næste 4 år, indtil de nye systemer er endeligt udrullet. Til gengæld skulle vi blandt mange forbedringer gerne få en mere effektiv varestyring til glæde for personalet.

Med disse økonomiske og samfundsmæssige perspektiver kan vi godt være tilfredse med vores omsætning på 185 mio. og et resultat på 2,6 mio. efter skat.

Takke være en ihærdig indsats fra vores medarbejdere, der hver dag knokler for at gøre butikken indbydende og inspirerende at komme i, har vi vores mange trofaste og loyale kunder, som handler hos os.

Ca. 11.000 medlemmer er tilknyttet Kvickly Allerød og mere end 1/3 del benytter nu Coop’s app, når der skal tjekkes tilbud, opskrifter, kvitteringer m.m.

Vores kundemeter måling viser at Kvickly Allerød er top 5 i landet blandt alle Coop’s butikker, når det kommer til mest tilfredse kunder. Stor tak for det!

Bestyrelsen består af 6 medlemmer valgt af jer, 2 medlemmer valgt af medarbejderne og selvfølgelig vores direktør Ole, som for øvrigt snart kan fejre 10 års jubilæum her i butikken.

Vi er i alderen 45-65 år og arbejder til daglig indenfor undervisning, politi, ingeniørvirksomhed, bank og økonomi.

Vi bruger vores erfaringer og kompetencer hver især i forhold til det at drive en stor virksomhed, og

med det bestyrelsesansvar, der følger med i en virksomhed af vores størrelse.

Vi mødes ca. 1 gang om måneden. I øjeblikket drøfter vi især hvordan foreningens formue bedst muligt kan forvaltes, og strategiske overvejelser omkring vores by og hvordan vi kan bidrage til at udvikle byen og fastholde forretningslivet i bymidten. Vi drøfter blandt andet ejendomskøb, nye forretningsområder og naturligvis vedligeholdelse af vores butiksareal til glæde for jer kunder. Vores næste store investering bliver nye kasseterminaler og ombygning af for området. Det bliver nok i løbet af 2020 at det sker.

I bestyrelsen drøfter vi selvfølgelig også mere politiske emner, der vedrører butiksbranchen. For eksempel drøftede vi i efteråret om vi kunne være med til at gå forrest i forhold til at gøre tobakken mindre synlig, så vi kan forsøge at hjælpe med til at færre unge begynder at ryge. Resultatet kunne I se lige efter nytår, hvor tobakken blev skærmet af. Et tiltag vi fornemmer er blevet overvejende positivt modtaget blandt vores kunder

Lidt har vi også brugt penge på i 2018

- Nye flaskeautomater

- Ny frugt og grønt køler til økologiske varer

- Omrokering i tørvarer. Da antallet af økologiske varer stadig stiger, blev det besluttet at nedlægge vores særlige økologiafdeling og flytte de økologiske varer ud blandt de traditionelle. Det krævede vist lidt tilvænning for os alle, men jeg er da ved at have vænnet mig til de nye placeringer. Det håber jeg også I er.

- Mere end 1000 varer er sat ned til Fast Lavpris i 2018

- 7 af vores kølebokse er udskiftet

- Vores kundevogne er blevet udskiftet

- En stor fest for personalet blev afholdt i Allerød konferencecenter

- Vi har givet bidrag til mange arrangementer og foreninger gennem året. Vores største bidrag går til en af kommunens helt store foreninger, Allerød Fodbold Klub. Samlet set har vi ydet sponsorater og bidrag til støtte af lokale foreninger og arrangementer på mere end 0,5 mio. i 2018

Vi håber også, efter forslag fra salen sidste år, at I har bemærket at vi har opsat et par stole til et lille

hvil i varehuset. Disse er placeret i vores tekstil og isenkram afdeling.

Vores samarbejde med OSUMA, dagligvarer på nettet, stiger stadig. Hele ugen, men specielt om søndagen har vores medarbejdere fået mere og mere travlt med at pakke varer, der skal leveres til kunderne. Nogle søndage er der mere end 120 ordrer, der skal pakkes og gøres klar til udbringning.

Vi har også indgået samarbejde med "To good to go" for at begrænse vores madspild endnu mere end vi har gjort før. Rester af bagerbrød, som ikke er blevet solgt, undgår på denne måde at blive til madspild.

Aktiviteter i butikken til glæde for medlemmer og personale havde vi også en del af i 2018. Specielt kan nævnes

- Peter Mygind holdt foredrag om mobning

- Øl smagninger

- Portvinssmagning

- Go Cook – pizzabagning med en skoleklasse

- Kåring af årets julebryg

- Personalet blev inviteret i Allerød Bio for at se den nye Jussi film

 

- Sidst men ikke mindst flere 20% dage i løbet af året.

Jeg havde selv fornøjelsen at være på studietur til Færøerne med de øvrige 12 formænd fra landets 13 selvstændige Kvickly butikker. En tur der helt sikkert har givet inspiration, men også bekræftet mig i, at vores butik her i Allerød, og de omgivelser vi har er noget vi skal værne om også i fremtiden.

Vi besøgte blandt andet:

- Den lokale brugsforening

- Den lokale Energivirksomhed, der samarbejder med OK

- Færøernes største lakseproducent, og dermed Færøernes største virksomhed

- Et lokalt Mejeri og et lokalt bryggeri

- Altinget,

- En lokal kommune samt en lokal bank

Det var meget spændende at høre, hvordan et lille samfund som Færøerne klarer sig og til stadighed forsøger at gøre sig uafhængige af støtte fra Danmark, men at det samtidig betyder at øerne er massivt økonomisk afhængige af deres største ek-sportvare laksen. Det er for øvrigt færøersk laks I kan købe i fiskebutikken.

Afslutningsvis har Coop generelt også haft mange indsatsområder i 2018. Det er der lavet en lille film om, som vi skal se om lidt, men lad mig slutte bestyrelsens beretning af med at takke Ole og de øvrige medarbejdere i butikken for en fantastisk indsats også i 2018 og tak til alle medlemmer og kunder fordi I til stadighed støtter op om butikken.